En Samfundsfjende
Kulturskitse

.’^1 wi 257 bygerne atier en Gang al sidde for aabne Vinduer og indaande den lette, varme Foraarsluft. Man har en Fornemmelse, som om der gik et nyt Skabelsens Bud gennem Naturen. Mørkets Skygger viger for Lyset og Livet. Solen nikker til os. Skovbundens Anemoner lokker os ud i det Fri. Fuglene næbbes og parres. Ungdommen sværmer. Klare Øjne straaler, Pigelæber gløder, Kakkelovnsdøren lukkes, og Galoscherne gemmes i Skabet. Men ogsaa hver Dag har sit Foraar. Det begynder med Sol- opgang, medens de fleste Poeter, Filosofer og Fremskridtsmænd endnu ligger i Sengen. Mange af disse brave Medborgere har læst og lært meget, og de fortæller os gerne alt, hvad de ved, somme- tider mere. Nogle har gransket Tilværelsens Gaader i græske og latinske Mesterværker. Andre kan Oldnordisk, Himmel landsk og Sanskrit. Men faa al dem kender de levende Sprog, der lales om- kring os. De hører Bierne summe og Svalerne kvidre, men de ved ikke, hvad disse vingede Væsner snakker om. De lytter til \ indens Susen og Stormens Brusen, men Tonernes Betydning gaar labt for dem, thi de har ingen Nøgle til Naturens uskrevne Lyd- lære. Hvis de kendte Hemmeligheden, saa vilde de vide, at Mor- genbrisen, der drager ind til os over Havet, bærer et Bud med fra Bølgerne. De vilde føle, al Rosen og Liljen, der høfligt nejer for os med Morgenduggens Diamantstøv funklende i Bægeret, er hil- sende Sendebud fra Skønhedens Rige. De vikle forstaa, at tusinde loner fra Mark og Skov og Eng hver Dag ved Solopgang samles i et Salmekor, der ret forstaaet gentager ældgamle Aabenbaringer: Dejlig er Jorden, herlig er Guds Himmel, rejs Dig, søvnige Men- neske, lyt til Lovsangen, fryd Dig ved Livel og syng med — medens Du kan. De vilde ane, at Morgenens svindende Stjerner, der som sitrende Sølvslænk lindrer ned til os gennem rosenfarvede Taager, varsler om, al der for hver af os kommer et Øjeblik, da alt er Alvor, en Afskedstime med svindende Lys, med bristrende Syn og et sidste Farvel. Med denne Afsked blander der sig hos mange — altfor mange af os — en knugende Sorg over, at Livet ikke blev levet renere, smukkere og sandere. „Hvis jeg blot kunde begynde forfra, hvor forskelligt vilde jeg“ .... cl Suk løsner sig .... og 17