En Samfundsfjende
Kulturskitse

269 Der er særlig et Omraade, hvor Materialismens Udskejelser gør ubodelig Skade. Det er med Hensyn til Forholdet mellem Mand og Kvinde. Enhver, der har et Hjem og elsker Kone og Børn, bør nedlægge en Protest mod den Opfattelse, at Familielivet i de gamle ægteskabelige Former er et overlevet Stadium, og at Verden med hvert Aar, der gaar, bliver grovere og siettere. Fejlfri er ingen iblandt os. Men der gives nu som til alle Tider tro og brave Mænd og Kvinder, der ærligt stræber efter Ide- alet, selv om de ikke allid naar det. Og Kærligheden mellem Mand og Kvinde er nu som altid Ungdommens og Livets dejligste Drøm. Jeg siger udtrykkelig Livets Drøm, thi er Kærligheden gensidig og ægte, saa er den ogsaa varig. Mange Ægteskaber er desværre ulykkelige, men det ligger i Reglen deri, at de er indgaaede paa et fej 11 Grundlag. Hjemmet er fra Begyndelsen blevet bygget paa gyngende Grund. Men det er ikke Ægteskabets Skyld. Naar to brave Mennesker, der holder af hinanden, enes om et Samliv, saa bør de begge give det bedste, de ejer. Og i delte For- hold vejer den indre Rigdom mere end den ydre. Kun hvor denne Erkendelse er fæstnet, kan der opbygges cl lykkelig! Hjem, en vir- kelig Frihavn. Og all, som Aarene gaar, og Ungdommen svinder, skaber Kærligheden i et saadant Hjem nye Skatte, der som lysende Solstraaler varmer Hjerterne og letter Livets Byrder og Bekymringer. Vi higer alle efter Velstand og glæder os ved enhver Forbed- ring i vore Kaar. Men et eneste Par varme, klare Menneskeøjne, om hvilke vi véd, at vi dér aldrig bliver misforstaaede, de opvejer al Verdens Rang og Rigdom. En saadan Tanke maa have fore- svævet Carl Ploug, da han skrev del smukke Digt: Du kommer — saa er al Ting godt Og alt det onde glemt, Saa er min Vraa et Marmorslot Og i mit Bryst har Sangens Drot De bedste Strenge stemt. Du kommer — saa er Himlen blaa Og alle Skyer Guld, Og alle Skovens Fugle slaa, Og Høstens Mark af Blomster smaa Er atter ganske fuld. osv.