En Samfundsfjende
Kulturskitse

268 nesker, der aldrig vil gaa paa Akkord med deres Principper?“ Men paa vor Side hævder vi en anden Opfattelse. Vi slaar ikke beskæmmede Øjnene ned, naar man angriber os. Men vi rettcr med et Smil det Kontra-Spørgsmaal til vore hvasse Kritikere: „Hvad vilde Verden være uden Idealister? Og hvad er den Ungdom og Manddom værd, der fylkes under Materialismens Fane?“ Et Menneske, der har mistet Troen paa Idealerne, er som en Fugl med anskudt Vinge, en aandelig Krøbling. Sammenligner vi den raa Materialisme med den ægte Idealisme, hvilken dyb Kløft er der da ikke mellem de to Livsopfattelser? I Sygdom, Sorg, Fattigdom og Fortvivlelse peger Materialismen paa Døden, Forglemmelsen, Tilintetgørelsen. Det er Materialismens sidste Ord. Og melder Døden sig ikke frivillig, saa griber man til et Reb, en Revolver, eller man gør et Spring ned i det vaade Dyb for at naa Forglemmelsen. Der er intet Haab, intet Lys, ingen Varme. Alt er sort. Men til dem, der lider under den samme Elendighed, kommer Idealismen som en trofast Ven med varme, gribende Ord, der trø- ster og lindrer og læger. Idealisten ser Stjerner paa den mørkeste Himmel. Skæbnen er aldrig saa tung, det kan blive lyst igen. Mennesket er aldrig sunket saa dybt, vi kan, naar vi blot selv vil, rejse os igen. Idealismen holder Haabet frem paa denne Side Graven og vækker Tanker og Længsler langt ud over Graven ind i den ukendte Fremtid. Den amerikanske Digter Longfellow beskriver el Steds, hvor- ledes den gamle Vin, der Slægt efter Slægt har ligget i Klostrets Kælder, gærer og funkler paany hvert Foraar, naar Solens varme Straaler lokker Vinløvet frem igen ude i den fri Natur. Material- istens Liv bliver tommere og fattigere, medens Aarene gaar, og Haaret bliver graat. Idealisten bliver aldrig gammel. Han bevarer lige som den gode Vin uden Hensyn til Alder, Stand og Kaar sit Adelspræg og sin Varme. Derfor har vi ældre Idealister den Op- gave at samle Ungdommen under Idealismens Fane. Og jeg vilde rejse fra Skamlingsbanken med en daarlig Samvittighed og en Følelse af at have svigtet min danske Borgerpligt, hvis jeg ikke her som andet Steds talte Idealismens Sag.