Kortfattet Jordbundslære Med Særligt Hensyn Til Den Danske Jordbund.
Til Brug for Landmænd og Landboskoler

10 en blaalig Farve; kun de vverste Lerlag ere brunlig farvede paa Grnnd af, at det i Vandet oplyste Ilt har iltet Jcern- foriltesaltene til Tveiltesalte. Planterødderne brede sig vanskelig i det rene Ler, og dette virker, ved at det ude- lukker Luften, uheldigt ind paa Rodens Livsvirksomhed. Naar Vand, hvori der er oplyst Salte, saaledes Plante- næringsstoffer, siver igjennem Ler, saa formaar dette at tilbageholde en Del af disse saa stærkt, at en senere Gjennemsivning med rent Vand ikke udvasker disse. Dette er en af Lerets vigtigste Egenskaber, der bevirker, at de i Leret indeholdte Planteuceringsstoffer (Gødningsstoffer) ikke hurtig fyres ned i Undergrunden af Regnvandet. Leret kan derfor modtage, uden Tab for Driften, større Mængder af opløselige Gødningsstoffer, medens Sandet, der ikke er i Besiddelse af denne Egenskab, hurtig igjen afgiver til Under- grunden de paaførte opløselige Plantenceringsstoffer. Leret er ikke Plantencering. I meget fugtig saavel som i meget tør Tilstand er Leret vanskeligt at bearbejde; de Jorder, der indeholde meget Ler, kaldes derfor svcere. Jorder. Bearbejdningen er tillige afhængig af Vejrliget. Lerjorder. Herved forstaaes i daglig Tale en Blanding af større eller mindre Mængder Ler med Sand. Lermcengden i al- mindelig dyrket Lerjord naar sjelden 50 o/o, i de fleste Til- fælde udgjsr Lermcengden fra 20—40 Resten er da Sand med lidt knlsur Kalk, og lidt Hnmus i den bearbejdede Overgrund. Overgrunden indeholder i Reglen mindre Ler end Undergrunden paa Grnnd as, at Vandet dels har slemmet Leret bort, dels fort det ned i Undergrunden.