Kortfattet Jordbundslære Med Særligt Hensyn Til Den Danske Jordbund.
Til Brug for Landmænd og Landboskoler

22 der den srire Humus, der væsentlig bestaar af frie Hilmus- syrer, der yderst vanskelig, selv Under Lastens frie Adgang, omsætte sig til Kulsyre og Vand, og som kim hurtig omsætte sig, naar stærke Baser, som Kalk, forene sig med dem. De stærke Baser omsætte ligeledes de neutrale Humusstoffer let. I Agerjorden, hvor det stillestaaende Vand hindrer Luftens Adgang til Planteresterne, der fornmldne disse lige- ledes til Hmnussyre; Jorden bliver snr og Kulturplanterne maa vige Pladsen for Moseplanter. I Moserne, hvor et Mostæppe breder sig over Vandet og Udelukker Luftens Ilt og Lyset, der udelukkes ogsaa Dyre- livet. Humussyredannelsen foregaaer der efter stor Maalestok, og mægtige Lag af Hunmssyre aflejre sig i Tidernes Lob og danne Tvrv. I Sser eller Damme derimod, hvor Lyset har Adgang, hvor det lavere Dyre- og Planteliv virker omscettende paa Planterester, og hvor Vandet kan optage Lastens Ilt, der dannes ikke Humnssyre men Dynd, der væsenlig er Dyre- exkrementer. Hvor Luften har Adgang og Jorden indeholder en passende Mængde Vand, og hvor tillige Lyset er Udelukket, der dannes fortrinsvis de neMrale Hllnmsstoffer af de døde Planterester. Begyndelsen af Planteresternes Formuldning er i Reglen Vanddannelsen større end Kitlsyredannelsen, og der dannes derfor et kMofrigere Produkt. Iltningen af Planteresterne foregaar fra Begyndelsen af hurtig, men af- tager efter som det mere kulholdige Produkt, Humus, dannes. Naar Planteresterne ere omdannede til Humus,' bliver Band- og KUlspre-Dannelsen stærkt formindsket. Humus er derfor et mere holdbart og kulstofrigt Pro- dukt end Planteresterne selv. Af HumUssyrer kjender man flere; man har sondret imellem de letoplyselige, som Kilde- og Kildesatssyre og de Uoplpselige eller tttngtopløselige, soul Humin- og Ulminsyre.