LIDT OM LANDEFARERNES OG LÆGERNES REKLAME I ÆLDRE TID

 43 Række Bestemmelser, der indskrænkede vedkommende Landefarers Virksomhed til en bestemt By eller Landsdel, eller, hvis han var Operatør, da begræn- sede hans Omraade i operativ Henseende, saa at han ikke gjorde Indpas i andre Folks lovlige Næring. Saaledes fik Andreas Michel de Lorme den 23. Juli 1689 Tilladelse til i vore Riger og Lande at praktisere en sekret Kunst, hvorved han Tarmløb (Brok), hvor farlig den endog kunde være, kan ku- rere, dog uden at gøre Indgreb i Bartskærernes Om- raade. Ganske almindeligt forbød man ogsaa Opera- tørerne at handle med Lægemidler. Paa den anden Side støttede man ofte Landefarerne ved at fritage dem for borgerlige Afgifter og Skat. Langfra altid blev Ansøgningerne bevilgede. Joa- chim Johansen fra Slesvig, der 1821 søgte om i 2—3 Maaneder at maatte praktisere som Øjen- og Ørelæge, fik ingen Bevilling, da Stadsfysikus Lund havde holdt et Kollokvium med ham og fundet, at hans Midler var ganske almindelige og unyttige. Eks- aminerne og Kollokvierne maa have været i nogen Grad frygtede, ti en og anden Gang ser man, at en Landefarer indgiver sit Andragende om Ret til at praktisere, Sagen henvises til det kirurgiske Akademi, som ønsker Ansøgeren indkaldt til Kollegium, men man hører ikke mere om Sagen, da den paagældende er rejst bort. Saaledes hændte det f. Eks. med Jo- seph Rainery, der som kgl. preussisk Øjendoktor vel nok burde have kunnet taale en Eksamination (1791). En og anden Gang er man øjensynlig ga^et uden om Autoriteterne. Joseph Schneider fra Frank-