LIDT OM LANDEFARERNES OG LÆGERNES REKLAME I ÆLDRE TID

74 Leje igen, og ved indeklemt Brok kunde det trække Tarmene op af Broksækken. Unicornu. Opfordringen til Dyrene om at vorde talrige og formere sig var det ikke lykkedes Enhjør- ningen at efterkomme. Sjælden var og blev den, trods det at den var kendt fra ældgammel Tid, ja den var endog saa sjælden, at man egentlig ikke rigtig vidste, hvordan den saa ud. Beskrivelserne af dens Ydre er forskellige; oftest angives det, at dens Krop lignede Hestens, at den havde spaltede Klove, og at den midt i Panden havde et længdesnoet Horn. Den skulde have en lang Manke, og dens Lød skulde være gul. Ludovicus Vartomontanus havde det Held at faa to Enhjørninger at se i Mekka, hvor de holdtes bag et Gitter. Den ene var saa stor som en Hest paa 30 Maaneder, den anden som et aargammelt Føl. Hor- nene vare tre og to Alen lange. Dyrenes Hoved lignede Hjortehoveder, men Halsen var mindre kraftig end Hjortenes, og Fødderne havde Klove, som lignede Gedernes. Dyrene var komne som Gave til Sultanen af Mekka fra Kongen af Ætiopien. Thomas Bartholin angiver, at Enhjørningen lever i Afrikas Ørkener og er et hurtigt og vildt Dyr. Den er af Hestens Størrelse med loddent Hoved og stærkt behaarede Ben og Fødder, kort Manke og med Heste- hale, hvis Haar ikke er særlig lange. Haarlaget er iøvrigt glat og Lødden kort. Farven er askegraa med en sort Stribe nedad Ryggen. Fra Hovedets Under- side nedover Brystet til hen paa Bugen er den sne- hvid. Midt i Panden har den en Lok Haar, midt i hvilken Hornet dukker frem, og denne Haardusk følger