LIDT OM LANDEFARERNES OG LÆGERNES REKLAME I ÆLDRE TID

 75 med, naar Hornet fjærnes fra Pandebenet. Paa Spidsen af Hornet findes en lille Dusk røde Haar. Var der nu Tvivl om Enhjørningens Udseende, saa var der ikke mindre Tvivl om dens Hjemsted. Op- rindelig mente man, at den levede i Ostindiens Bjærge, Nicolaus Venetus angav Riget Mazina i Østasien som dens Hjemsted, Marco Polo, der ingen Enhjør- ninger saa paa sin Rejse i Asien, Provinsen Bazina i Vestasien. Der fordredes ganske særlige Egenskaber for at fange en Enhjørning, ti den var i højste Grad menneske- sky og synes i ethvert Tilfælde at have haft en sand Rædsel for Mandfolk. Den følte sig derimod mere til- talt af unge Piger, i hvis Skød den gærne søgte Til- flugt. Den hellige Hildegard, der fødtes 1099 i Bechel- heim, fortæller derom følgende: »Der var en Gang en Filosof, en Zoolog, som paa ingen Maade kunde fange en Enhjørning. En Gang gik han paa Jagt, led- saget af Mænd, Koner og unge Piger. Disse sidste bleve tilbage og legede med Blomster. Enhjørningen, der havde opdaget dette, holdt inde med sine Spring, satte sig paa sine Bagben og stirrede uophørlig paa dem. Filosofen tænkte over Tilfældet, indsaa, at Dyret kunde fanges ved Hjælp af de unge Piger, og sneg sig bagfra ind paa det og greb det. Ved Synet af de unge Piger undrede Enhjørningen sig nemlig over, at de intet Skæg havde, trods det at de ellers var af Menneskeskikkelse, og naar der er to eller tre af dem, saa er dens Forundring saa meget større og Fangsten saa meget lettere.«