Lærebog i Magnetisme og Elektricitet

Forfatter: H. O. G. Ellinger

År: 1887

Forlag: C. A. Reitzels Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 117

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 302 Forrige Næste
21 0. L. efter Beregning af Gausz). Agonen er Kurven igjennem Stederne med Deklinationen Nul; den gaar igjennem de øst- lige Dele af Nord- og Sydamerika og paa den anden Side af Jorden omtrent langs Ural, igjennem Lilleasien, afskjærer Arabien fra Asien, bøjer af i østlig Retning og gaar ned igjennem Nyholland. Den deler saaledes Jorden i to Dele, hvoraf den, der indeholder Atlanterhavet, har vestlig, den, der indeholder det store Ocean, østlig Deklination. Dog findes der en Strækning i det sydostlige Sibirien, nordostlige China og en tilstødende Del af det store Ocean, hvor Deklinationen er vestlig. Isokliner eller isokliniske Linier ere Kurver igjennem Steder med samme Inklination. Aklinen eller den mag- netiske Æquator er en Linie omkring Jorden, igjennem Steder med Inklinationen Nul; den gaar i Nærheden af Æquator, skjærende denne i to Punkter, det ene i Guinea- bugten, det andet i det store Ocean; i den gamle Verden gaar den Nord for Æquator (indtil 18° n. B.), i den nye Verden Syd for Æquator (indtil 15° s. B.). Nord for Aklinen helder Inklinationsnaalen med Nordenden nedad, Syd for med Sydenden nedad, og desto mere, jo længere man fjærner sig fra Aklinen. Isoklinerne have Hovedretningen Vest-Øst, men afvige desto mere herfra, jo nærmere man kommer de mag- netiske Poler; i disse er Inklinationen 90°. Is o dyn am er eller isodynamiske Linier ere Kurver igjen- nem Steder med samme Intensitet; deres Hovedretning er ligeledes Vest-Øst. Ved Aklinen er Intensiteten mindst og kun halvt saa stor som Intensitetens Maximumsværdi; dette Maximum haves dog ikke lige i de magnetiske Poler, ja paa den nordlige Halvkugle gives der endog to Steder, ét i Nær- heden af den magnetiske Sydpol og ét i Sibirien, med Maximum af Intensitet. Endelig haves Kort med magnetiske Meridianer, hvorved forstaaes Linier igjennem Steder med samme Stilling i Rummet af Deklinationsnaalen, saa at denne, naar den flyttes langs en Meridian, bevarer sin Stilling i Rummet, hvorimod Deklinationens Værdi i Reglen forandrer sig under denne Bevægelse.