Om Dampmaskiner og Dampskibe
for den tekniske Skole paa Horten

40 £eb ved begge Ender. Dersom Excentriciteten AC var lig Afstanden mellem Centerne i Skovlarmen BD, og AD --- CB, AD' --- CB’ o. s. v., saa bleve Figurerne ACB'D' o. s. v. altid Parallelogrammer, og var AC horizontal, saa kom Ckovlfladerne altid til at staae verticale og blive dyppede paa Kant ned i Vandet istedetfor at flaue an i skraae Retning. Heraf vilde imidlertid fremkomme en fuld Omdrejning cif Skovlerne, med to dode Punkter, som let kunde soraarsage Brud. Man gjor derfor altid AC noget mindre end BD, hvorved Skovlerne komme til at gaae ned i og op af Vandet i en noget skraae Stilling, og forovrigt bevæge sig frem og tilbage saaledes som Figuren viser. Anslaget bliver alligevel langt fordeelagtigere end med faste Skovler. Da et saadant Hjul indeholder mange Led, som gaae i Vand, og derfor ikke kunne boldes smurte, saa slides det fort; Iis og andre Legemer, som flyde i Vandet, boie let en Arm eller en Stang, og da er det hele Hjul i Ustand. Paa soegaaende Skibe bor bevægelige Skovler derfor ikke anvendes. Gevinsten ved dem, naar man kan have nogenlunde store Hjul, er heller ikke tilstrækkelig til at opveie den forøgede Reflco og Slittage. § 29. Da det paa et Krigsskib er en Hovedfordring til Maskinen, at den er skudsri, altsaa ligger under Skibets Vandlinie, saa forsøgte man allerede for længere £it> siden at construere Skovlhjul, som kunde gaae heelt neddykkede under Vand. Op- gaven er senere lost paa en mere tilfredsstillende Maade ved Anvendelse af en Skrue som Fremdrivningsmiddel istedetfor Skovlhjul. Oprulles en retvinklet Triangel paa en Cylinder, saa fremkommer den sædvanlige Skruelinie eller Gjænge, AFC, Fig. 48. Skruens Radius og Diameter ere de samme (om Cylinderens; ved Skruens Stigning forstaaer man Afstanden mellem to og to Gjænger, hvoraf CB er Halvdelen. Bevæger en Radius DC sig med den ene Ende langs Axelen, med den anden langs Gjæitgen, saa beskriver den en krum Flade af saa- dan Beskaffenhed, at den ved at gjenneinskjæres hvorsomhelst med en Cylinderflade, der bar DE til Axe, giver en Skruegjænge med samme Stigning som AFC. Dampskibs- fTruernc eller Propellerne, som de ogsaa kaldes, ere Stykker af en saadan krum Flade, anbragte som Vindmøllevinger omkring en Axel. Antallet af Blade, (as Stykker af den krumme Flade,) er forffjelligt, fra to op til otte, og de udgjøre gjerne tilsammen Tk å Vs Gjænge for tobladede, V« for fleerbladede Skruer. Man har ogsaa ved Afvi- gelser fra den egentlige Skrueform dannet mange forffjellige Propellere. Man har t. Ex. istedetfor den retvinklede Triangels Hypothenus sat en krum Linie mod den concave Side opad, og fader da en Skrue med stærkere Stigning ved Agterkanten end ved Forkanten. Hensigten dermed er at forøge Virkningen af Skruens agterste Deel paa de Vandpartikler, som allerede ere satte i Bevægelse af den forreste Deel. Man har dannet Skruer, hvis Stigning aftager indad mod Axelen, hvorved Bladene blive noget stærkere. Man har endelig, deels for at foroge Styrken, deels for at hindre Skruen i at kaste Vandet fra sig, boret Bladene, saa at de fik krumme Radier, eller forsynet dem med udstaaende Kanter. Hidtil har dog ikke nogen af de mange Former af Propellere, hvormed der har været experimenteret, vundet noget afgjort Fortrin fremfor de andre, saa at forffjellige Slags ere i Brng og nye projecteres jevnlig. Til kobberforhudede Skibe maa Propelleren være af Metal; til Jernskibe eller Træskibe uden Kobberhud er den af Jern, deels støbt, deels smcddet. § 30. Propellerne kunne, efter den Maade, hvorpaa de staae j Forbindelse med Axelen, deles i to Hovedklasser, nemlig faste Propellere og OPheisningspropellerc.