Luften Og Havet.
En Veiledning til Kjendskab Af Vind og Veirlig.

132 Indflydelse af Jordens Kugleform. eller den maatte gaae med en tiltagende Hurtighed; og den Luft, der fra Polerne nærmer sig LEqvator, maatte udvide sig, eller ogsaa gaae med en aftagende Hurtighed. I Nær- heden af Polerne maatte der blæse en Storm, naar det tæt ved Wqvator var næsten stille. Saaledes er det imidlertid ikke; den høiere liggende Luft, som glider imod Polerne, samler sig derimod eller trænger sig saaledes sammen ved at indsncevres over de bestandig kortere Bredeparalleler, at den synker ned paa Overfladen af Jorden, hvor den nu fortsætter sin Vei videre. Saaledes fremstilles det, og der synes jo ogsaa heri at ligge en Grund for, at Luften maa synke; men hvorfor dette netop skeer paa omtrent 30° Brede og bestandig her, er ikke let at forklare, og de Formodnin- ger, som herom ere opstillede, have ikke nogen stor Vægt. Resultatet bliver, at dersom denne Theori holdt Stik, og Jorden ikke roterede om Axen, maatte der fra 30° Brede- parallelen paa begge Sider af LEqvator udgaae langs Jord- overfladen Luftstrømme til begge Sider, en imod Wqvator og en imod Polen, og modsatte Strømninger i den høiere Atmosphcere; Vinden maatte altsaa være sydlig fra Nord- polen til 30° Nordbrede, nordlig derfra til Wqvator, sydlig fra Wqvator til 30° Sydbrede og nordlig igjen derfra til Sydpolen. Ved de to Grcendselinier paa 30° Nord- og Shdbrede, hvor saavel den fra Wqvator som den fra Polerne kommende høiere Luftstrøm synker ned, foresinde vi atter stille Belter, og i disse skulle, ifølge Maurh, Luftstrømmene fra de to Sider ligeledes krydse hinanden. Det er saaledes Solens Varme, der fremkalder Luft- strømmen og deler Atmosphceren i fire Belter med vexelviis nordlig og sydlig Vind. At Passaterne og de fremherskende Linde i de sire Belter imidlertid ikke have disse Retninger, men ere nordøstlige, sydøstlige, nordvestlige og sydvestlige,