Luften Og Havet.
En Veiledning til Kjendskab Af Vind og Veirlig.

 134 Indflydelse af Jordens Notation. paa samme Tid blev tiltrukken af Jorden, vilde den fort- sætte sin Vei og aldrig standse. Naar nu altsaa Atmosphce- ren dreier sig paa denne Maade, og enhver lille Luftdeel er i Bevægelse, saa indeholder denne i sig et Moment til at fortsætte Bevægelsen med samme Hastighed, hvor den end føres hen; men, da Jorden dreier sig omkring en bestemt Diameter, hvis Endepuncter ere Polerne, og da saaledes LEqvator og Bredeparallelerne ere de Kredse, som Gjen- standene paa Jorden i hvert Dogn gjeunemlsbe, saa blive altsaa disses Dagsreiser, og som en Følge deraf Bevcegel- seshastighederne, forskjellige efter de geographiske Breder, paa hvilke de hvile. En Gjenstand ved Jordens LEqvator, eller Luften, som hviler over denne, tilbagelægger en Reise af 5400 Mile i hvert Dogn eller Mile i hvert Minut, medens vi, eller den over Danmark hvilende Luft, kun til- bagelægger omtreut to Mile i Minutet; jo nærmere Luften ligger ved Polerne, desto langsommere bevæger den sig, og i selve Polerue staaer den ganske stille. Sammenholde vi nu denue Bevægelse med de ovenfor omtalte Luftstrømme, de uordlige og de sydlige Vinde, da vil heraf fremkomme følgende Resultat. Den Luft, som udgaaer fra det nordlige stille Belte og glider ned langs- med Jorden i sydlig Retning, indeholder i sig et Momeut til Bevægelse i østlig Retning liig Hastigheden af de faste Gjeustande Paa den Bredeparallel, den forlader; men ved at skride frem imod Syd kommer den til Bredeparalleler, der ere større, hvor Gjenstandene altsaa gaae frem imod Dst med en større Hastighed end den ankommende Lufts, der derfor maa blive noget tilbage og saaledes tilsyneladende bevæger sig langsmed Jorden i en vestlig Retning. Strøm- ningen i Atmosphæren fører altsaa Luften imod Syd, Rota- tionen fører den imod Vest, og som en Følge heraf maa