Luften Og Havet.
En Veiledning til Kjendskab Af Vind og Veirlig.

180 Varme og kolde Strpmmes Lob. paa, at Forudsætningen er rigtig. Ifølge Theorien for Jordens egen Varme maatte man nemlig, ved at gaae dybere ned i Havet end til det Sted, hvor Solens Virkning ophører, finde en tiltagende Temperatur; men noget Saadant har ikke viist sig ved de hidtil gjorte Iagttagelser. Jøvrigt skal det bemærkes, at Vandets Tæthed eller Vægtfylde ikke vedbliver at voxe med Afkølingen saaledes som Luftens; det ferske Vand bliver tungere, efterhaanden som det afkøles, iudlil det har naaet en Temperatur af noget under 4°, da det er tungest; afkøles det endnu mere, bliver det lettere. Med det salte Vand forholder det sig anderledes, dettes Tæthed ligger omtrent ved Frhsepuuctet, uaturligviis afhængig af, hvormange pro Cent Salte det indeholder. Føre vi Sammenligningen imellem Atmosphærens og Havets Strømninger videre, da maa Jordens Omdrejning, ligesom den forudsattes at indvirke paa de førstes Ret- ning, ogsaa httre sin Indflydelse paa de sidste. De varme Strømme Nord for LEqvator maae komme til at gaae imod Nordost, Syd for Wqvator imod Sydost, og de kolde Under- strømme dreie af imod Vesten. Fremdeles maae paa de høiere Breder de kolde og varme Strømme tildeels gaae ved Siden af hinanden, dog saaledes, at de første ere mest fremtrædende. Kaste vi nu et Blik paa Strømkaartet (Side 159) da ville vi jo strax bemærke, at noget Saadant ogsaa virkelig finder Sted; i alle Oceanerne see vi de varme Strømme sprede sig ud til begge Sider af ZEqvator henimod Polerne, medens de kolde Strømme løbe op imod de varme, glide langsmed Siderne af dem, tvinge dem tilbage i store Bugtninger og endelig synke ned under dem, bort fra Over- fladen. For at see dette noget nærmere, skulle vi igjen vende tilbage til det nordlige Atlanterhav. Paa det første Stykke fra sit Udlpb af den mexikanske