Luften Og Havet.
En Veiledning til Kjendskab Af Vind og Veirlig.

Lynafledere. 277 som var anbragt til Zirat, og soer ud af Vinduet, uden at Nogen af Selskabet kom tilstade. En Dame stod under et Tordenvejr i et aabent Vindue, da Lynilden flog ned, be- vægede sig langsad en fim Jerntraad, som var anbragt rundt om hendes Hat, smeltede denne og antændte Hatten, men gjorde isvrigt ikke nogen Skade. Det antages i Al- mindelighed, at Lynilden ofte søger sin Vei paa Steder, hvor der er Gjennemtrcek, saasom gjennem Skorstene eller aabne Vinduer, navnlig i Værelser, hvor der er aabent til begge Sider, og at man derfor bor lukke til overalt, naar det er Tordenvejr; men Arago paastaaer, at dette ingen- lunde forholder sig saa og at Tillukning er overflødig. Paa Havet slaaer Lynilden ialmindelighed ned i Vandet, som er en god Leder; kun naar Tordenskyen kommer Skibet meget nær, ville de hpitragende Topper virke ledende, og Lyn- ilden slaaer da ned her. Den Egenskab ved Elektriciteten, at den, naar den til- trækkes stærkt, strømmer ud af metalliske eller andre ledende Spidser, har man benyttet til at beflytte Bygninger, Skibe eller andre Gjenstaude imod Lynet, nemlig ved de saakaldte Lynafledere, der ere opfundne af Franklin. De bestaae af en hot, metallisk Spids, der opstilles lodret paa den øverste Deel af Bygningen og ved en Kjæde eller Metalstang langs Taget og Bygningens Side sættes i ledende Forbindelse med Jorden. Den nederste Ende af Kjceden maa graves saa langt ned i Jorden, at man kan være sikker paa, at Ledningen er fuldstændig; bedst er det, naar den fores hen under Jorden til en Ss eller Pyt. Kjceden behøver ikke at isoleres fra Bygningen, den maa helst staae i ledende Forbindelse med denne, navnlig hvis der findes paa den store metalliske Flader, saasom et Tag af Jernblik eller andet. Naar en Tordensty trækker hen