Luften Og Havet.
En Veiledning til Kjendskab Af Vind og Veirlig.

76 Varme i klar og skyet Luft. Tid om Natten er altsaa ikke et Par Timer efter Midnat — saaledes som den varmeste Tid om Dagen er et Par Timer ester Middag — men den falder lige før Solens Opgang, da Barmen begynder at indfinde sig paany. Om Aftenen gaaer Solen bort paa samme Maade, som den traadte frem om Morgenen; endnu en Tid, efterat den har forladt os, reflecteres dens Lys fra Atmosphæren ned til Jorden, og Skumringen bliver mørkere og mørkere, ligesom Dæm- ringen bliver lysere og lysere. Den opvarmede Jord og Lust holde om Aftenen endnu deres Varme tilbage, der ud- straaler langsomt; men om Morgenen er en stor Deel heraf gaaet bort, saa at Aftenen kan have været mild og behagelig, medens Morgenen derefter er kølig. Absorptionen og Udstraalingen ere meget afhængige af Luftens større eller mindre Klarhed. I klar Luft, uden Skyer, trænger Varmeil stærkt tted, Solstraalerile iraae Jor- den uden Hindring, og Absorptionen gaaer hurtigere for sig; igjennem den med Skyer eller Taage bedækkede Luft trænger Varmen langsommere frem, og Jorden holder sig mere kølig. Det samme er Tilfælde med Udstraalingen. Paa en klar Nat, imod en skyfri Himmel, udslraaler Varmen meget stærkt, saa at Jorden og Lufte« hurtig afkøles; isærdeleshed er deuue Udstraaling stærk igjeunem Spidser eller skarpe Kanter, saasom Græs, Sæd og alle Blade. Lige ved Jordoverfladen kan Luften da være meget koldere eild noget høiere oppe; et Thermometer, som stikkes ned imellem Grcesstraa, vil vise dette. Paa Havet er Forholdet anderledes, idet Udstraaliugeu her foregaaer meget langsomt. Da Jorden saaledes gradeviis uilder Solens Opstigeu modtager Varmen, som efterhaanden ved Ledning trænger dybere ned, og da den ligeledes lidt efter lidt giver denne Varme fra sig, naar Solen gaaer bort, saa følger det heraf,