Luften Og Havet.
En Veiledning til Kjendskab Af Vind og Veirlig.

 86 Varmens Indtrængen i Jorden. Overflade, hvor Aarstidernes Indflydelse ophører — hvilken Dybde er noget forskjellig efter Bundens Beskaffenhed, om det er Sandørken, Steen, Eng, Skov eller andet, idet Havet foreløbig holdes udenfor Betragtning — da træffe vi paa en Temperatur, der omtrent er liig med Stedets aarlige Middeltemperatur — det vil sige Middelhøjden af Tempe- raturen hele Aaret igjennem, hvorom mere senere. — I de tropiske Lande er denne Temperatur altsaa temmelig høi, men den bliver paa høiere Breder lavere, og er paa de koldeste Steder endogsaa under Frhsepunctet, saa at paa disse Steder Jorden, eller rettere Vandet i Jorden, paa de angivne Dybder bestandig er frossen. Tænke vi os nu en meget tynd Skal udskaaren af hele Jordens Overflade, en Skal, som omkring Jordens Belte kun er et Par Fod tyk, men tiltager i Tykkelse imod begge Polerne, hvor den er omtrent 100 Fod tyk, da have vi et Billede af hele det Legeme, som er Gjenstand for Solens Indvirkning. At- mosphæren, som omgiver Jorden, er omtrent 10 Mile høi, og dog er hele dette Styr kun at betragte som Hinden paa Ferstenen; hvor meget ubetydeligere bliver da ikke den om- talte Skal imod den hele Jord. I denne Jordskal foregaaer den hele Virksomhed, som udøves af Solen directe, heri trænger Varmen ind, heri ledes denne nedefter og til Siderne, og heri fremkaldes de elektriske og magnetiske Virkninger, hvorom vi senere skulle tale. Den Varme, som findes i Jorden i større Dybder end de her anførte, kunne vi kalde Jordens egen Varme. At denne ikke er ubetydelig, have vi flere Beviser paa. Vi see saaledes Kilder med sydende Vand vælde frem endogsaa i kolde Lande, som Island, og at de udgaae fra store Dybder, hvor Vandet har modtaget denne hsie Temperatur, er umis- kjeudeligt. Igjennem de ildsprudende Bjerges Kratere kastes