SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

8 fedes helt, har befriet Samfundet for endel Individer, der nutildags vilde være havnede paa en Aandssvage- anstalt; det er ikke tilfældigt, at Aandssvaghed og Sindssygdom hos Børn næsten aldrig omtales i Litte- raturen, heller ikke i den lægevidenskabelige. At Old- tidens Læger ikke har opdaget Sindssyges Arvelighed, kan ogsaa tyde paa, at constitutionel Sindssyge har været forholdsvis sjelden; den lægevidenskabelige Litteratur beskæftiger sig ogsaa overvejende med for- bigaaende Anfald af Sindssyge. Den antike Lovgiv- ning ses heller ikke at have taget sig videre af de sindssyge; i Athen kunde en Søn ved en Klage for »Paranoia« faa sin Fader gjort umyndig, naar dennes Dispositioner, væsenligt i Pengesager, skønnedes at tyde paa Alderdomssvækkelse, og denne Lovbestem- melse vil Platon1) have opretholdt i sin Idealstat, omend omgivet af forskjellige Cauteler; ogsaa de 12 Tavlers Love indeholdt en lignende Bestemmelse om Slægtninges Formynderskab for »rasende og ødsle« Personer. Af den Mening, Xenophon2) tillægger So- krates, at rasende Mennesker til Gavn for dem selv og deres Omgivelser skulde lægges i Lænker, kan der intet sluttes om bestaaende Forhold, om det end er troligt nok, at man ved saadanne Foranstaltninger har sikret sig mod incurable og farlige Individer. Af en tilfældig Ytring hos Aristophanes3) ses det, at sindssyge ikke maatte komme i Templerne og i for- nødent Fald kunde jages bort med Stenkast. *) »Lovene« 928 ff. 2) »Erindringer« I 2, 49. 3) »Fuglene« 524 ff.