SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

Men i hvert Tilfælde viser de græske Lægers om- fattende og træffende Iagttagelser over næsten alle kjendte Former for Sindssygdom, at heller ikke de har manglet Materiale. De mest iøjnefaldende Abnormiteter er man natur- ligvis tidligt blevet opmærksom paa; allerede Sagnene har beskæftiget sig med dem. Medens Grækenland i den historiske Tid har været forskaanet for de Sinds- sygeepidemier af religieus Charakter, som i Middel- alderen hærgede Occidenten, har Sagnet om Kong Proitos’ Døtre i Argos, der havde fornærmet Hera og derfor blev slaaede med Vanvid, bevaret Erindrin- gen om en saadan Epidemi; de flakkede forvildede om, hedder det,1) i Argos’ og Arkadiens øde Egne »med alskens Usømmelighed« og smittede efterhaan- den de andre Kvinder, saaat de dræbte deres Børn og forlod Hus og Hjem. Ogsaa Dionysosdyrkelsen maa i sin Tid være gaaet hen over Grækenland som en saadan Vanvidsstorm, der navnlig bragte Exalta- tionens Smitte over Kvinderne; de homeriske Digte2) kjender den kun i Thrakien, hvor »den rasende Dio- nysos’ Ammer« styrter afsted med vildt bankende Hjerter. Skjønt den i Bund og Grund ugræske Cultus blev noget tæmmet af græsk Soberhed, især i Athen, har den dog aldrig helt aflagt sin Charakter af reli- gieus Raptus med kunstigt fremkaldt Ekstase; ved de bakchiske Nattefester i Kithairons Bjerge gik det meget vildt til, og hvordan Bacchanalierne fejredes i Italien, da Dionysosdyrkelsen i en fuldt belyst historisk Tid 0 Apollodoros II 26 ff. 2) Iliaden VI 132 ff; XXII 460—61.