SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

10 naaede dertil, skildrer Livius1) ganske troværdigt; en Beslutning af det romerske Senat fra Aaret 186, hvoraf et Exemplar er bevaret, forbød det hele Uvæsen under Dødsstraf. De mythologiske Exempler paa Sindssyge har, som allerede Cicero2) bemærker, mest Charakteren af acute Raserianfald (furor); Athamas vil i et saadant Anfald myrde Kone og Børn, Herakles kaster sine Børn med Megara paa Baalet, Alkmaion og Orestes, der har hævnet deres Fædre ved at dræbe deres Mødre, bli- ver vanvittige af Samvittighedskvaler, Aias gribes paa Grund af krænket Ærgjerrighed af Raseri og dræber en Flok Faar i den Tro, at det er hans Rival Odys- seus og Agamemnon, hvis Dom har krænket ham, da han kommer til sig selv, tager han Livet af sig af Skam. los Afsind er af en noget anden Art; det driver hende rastløs og forstyrret om i Verden. Ende- lig kjender Mythen ogsaa et enkelt Tilfælde af melan- cholsk Sindsforvirring; om Bellerophon, der ved for- masteligt Overmod havde paadraget sig Gudernes Vrede, hedder det i Iliaden,3) at han »flakkede ene om paa den aleiske Slette fortærende sit Hjerte og skyende Menneskers Sti«. De homeriske Digte kjen- der ellers meget lidt til Sindssyge og Afsind; Ud- tryk som »Guderne betog ham Forstanden« o. 1. skal ikke förstaas medicinsk, og ligesaa lidt kan jeg i For- tællingen om Kirke, der forvandler Odysseus Folk til Svin, finde nogen medicinsk Baggrund; at Udtryk- i) XXXIX 8 ff. 2) »Tusculanerne« III il. 3) VI 200 ff.