SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

ket »raser« (^ictivopcti) bruges1) saavel om vild Kamp- lyst som om heftig Lidenskab, maa man heller ikke udlægge for dybsindigt. Snarere kan Anvendelsen af Ordet »lyssa« som Betegnelse for Kampraseri ) tyde paa Erfaringer i Retning af Bersærkergang; det bety- der nemlig allerede i Iliaden3) ogsaa Hundegalskab. Og da Seeren Theoklymenos propheterer Bejlernes Død og i Aanden skuer Blod og Lig, mener Bejlerne haanligt, at han maa være fra Forstanden og trænger til at komme ud i den friske Luft.'1) 1 Mytherne fremtræder Sindssyge regelmæssigt som en fra Guderne sendt Straf, ligesom forøvrigt ogsaa andre Sygdomme og Ulykker. Endnu hos Herodotos spores denne Opfattelse, naar han5) i Anledning af den spartanske Konge Kleomenes’ Vanvid overvejer, hvad Grunden dertil vel kan have været, og kommer til det Resultat, at det var en Straf for hans Optræ- den mod Demaratos, som han havde faaet afsat fra Kongeværdigheden ved at faa Pythia overtalt til falske- ligt at erklære ham for uægte født. Argiverne mente, at Kleomenes var blevet slaaet med Vanvid, fordi han havde afbrændt en af deres Helligdomme; men Spartanerne selv hævdede, at Sygdommen aldeles 1) Iliaden V 185; XXIV 1 14 o. a. St. 2) II. IX 239, 505; XXI 542; sml. XIII 55. 3) VIII 299. 4) Odysseen XX 350 ff. 5) VI 84. Kleomenes havde altid været »noget forrykt«. Hans uai- skab viste sig ved, at han slog alle, han mødte, 1 Ansigtet med sin Stok. Da hans Slægtninge saa lod ham binde til en Blok, fik han ved List fat i en Kniv og flænsede Kjødet af sig, saa han døde (Herodot VI 75).