SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

I 2 ikke skyldtes Guddommens Indgriben, men var en simpel Følge af, at Kleomenes var fordrukken, idet han ved Omgang med nogle skythiske Gesandter var bleven forfalden til at drikke ublandet Vin; og denne Forklaring er senere den herskende.1) At man, som vi har set, jog de sindssyge bort fra Templerne, tyder paa, at man ansaa dem for særligt ramte af Guder- nes Vrede; men om Besættelse af Dæmoner er der ikke engang i den populære Opfattelse Tale. Og det er den græske Lægevidenskabs Ære, at den lige‘fra Begyndelsen af har betragtet og behandlet Sindssyge som en Sygdom ligesom alle andre, uden overtroisk Rædsel og Afsky. I det fortræffelige hippokratiske Skrift »Om den hellige Syge« (o: Epilepsi)2) spottes der over dem, der efter Sygdommens forskjellige Former giver forskjellige Guder Skylden for den, og det foreholdes dem, at det er inconsequent, naar en Gud er Ophav til Sygdommen, at betragte de syge som urene. »Jeg kan ikke tro«, slutter Forfatteren, »at det menneske- lige Legeme skulde besmittes af en Gud, det skrøbe- ligste af det reneste«, og han hævder med stor Styrke, at den ene Sygdom ikke er mere »guddommelig« (o: overnaturlig) end den anden; de har alle deres naturlige Aarsager. Og denne Lægernes Opfattelse trængte efterhaanden ogsaa ud i Publicum. Selv He- rodotos, der dog ellers er villig nok til at antage overnaturlig Indgriben, mener, at Kong Kambyses’ Vanvid, som de ægyptiske Præster betragtede som en ') Hos Ailianos (Variae hist. II 41) nævnes Kleomenes mellem be- kjendte Drankere. 2) Littrés Udgave VI S. 560 ff.