SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

Straf for, at han havde forgrebet sig paa Apis, mulig- vis kan have havt andre Grunde; Kambyses skal have været Epileptiker fra Fødslen af, »hvilken Sygdom nogle kalder den hellige«, »og der er intet urimeligt i, at heller ikke Forstanden kan være sund, naar Legemet lider af en svær Sygdom«.1) Ogsaa den ortho- doxe Xenophon2) betegner det som en bekjendt Sag, at legemlig Svækkelse kan paavirke Aanden og frem- kalde »Glemsomhed, Depression, Knarvornhed og Galskab (pavia)«. De »hippokratiske« Skrifter indeholder ikke nogen samlet, systematisk Fremstilling af Sindssygdomme, men derimod en hel Del enkelte Iagttagelser og Be- mærkninger; det kan undertiden være vanskeligt at afgjøre, om de gælder virkelig Sindssygdom eller forbi- gaaende Delirier ved Febre og andre Sygdomme, som Hjernebetændelse o. 1. Paa Grund af den hippo- kratiske Skriftsamlings forskjellige Herkomst kan det ikke undre,atforskjelligeAnskuelser kommer tilorde i den. At Sindslidelser ligesom alle andre Sygdomme har udelukkende legemlige Aarsager, er alle »hippokra- tiske« Skrifter enige om. Den koiske Skole betragter i Tilslutning til den af Pythagoreerne paavirkede geniale Læge Alkmaion fra Kroton Hjernen som det psychiske Livs Sæde; Sindssyge er altsaa en Følge af sygelige Forandringer i den. Under udtrykkelig Polemik mod andre Opfattelser indskærper Forfatteren af Skriftet »Om den hellige Syge«3) atter og atter, 1)111 2) »Erindringer« III 12, 6. s) Gap. 14 (VI S. 386 ff.).