SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

!4 at Glæde og Sorg stammer fra Hjernen, med den »tænker, ser, hører og erkjender vi«, »med den er vi afsindige og sindsforvirrede«, den volder os »Æng- stelser, Drømme, utidig Uro, urimelige Bekymringer, Vrangforestillinger, Excentricitet og Taabelighed«, Lemmerne lystrer Hjernens Bud, det er den, der bringer os Sanseindtrykkene til Bevidsthed. De Anskuelser, Forfatteren bekæmper, er dels den gamle folkelige Opfattelse af Mellemgulvet (cppévEc;) som Forstandens Sæde; den afspejler sig i Betydningen af Ordet cppévet; »Forstand«, »Sind«, men er allerede i de homeriske Digte nærmest et Levn fra en naivere Psychologi, og i den lægevidenskabelige Litteratur spiller den ingen Rolle,1) undtagen forsaavidt som den ligger til Grund for Uenigheden om Oprindelsen til den Sygdom, der kaldes Phrenitis (efter Sygdoms- billedet maaske snarest Hjernebetændelse, Menin- gitis). Mere Betydning har den anden bekæmpede Theori, hvorefter Hjertet er Bevidsthedens Sæde. Den stammer fra den philosophiske Digter og Mirakel- doctor Empedokles, der skjelnede mellem Afsind frem- kaldt af aandelige Grunde (religieus Ekstase) og de Sindslidelser, der havde deres Grund i »Legemet og (Blodets) ujævne Blanding«. Heraf udviklede sig hos den siciliske og vistnok ogsaa hos den knidiske Læge- skole den Lære, at Sjælen havde sit Sæde i Hjertet, hvis sygelige Tilstande fremkaldte Sindslidelserne,2) i) En ikke videre bekjendt Læge Ariston betegnede Mellemgulvet som »Legemets Tempel«, s. M. Wellmann, Fragmentsamml. d. griech. Ärzte IS. 16. 2) M. Wellmann, a. St. S. 17 ff.