SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

15 og denne Lære optoges baade af Aristoteles og af den udmærkede Læge Diokles (IV. Aarh.). Men Uenig- heden om Sindssygdommenes Kilde har ingen videre Indflydelse paa Beskrivelsen af Symptomerne og Syg- domsbilledet; Sygdomsstoffet antoges blot efter den ene Theori at virke paa Hjernen, efter den anden paa Hjertet. I Skriftet »Om den hellige Syge« *) angives to Stof- fer, som forstyrrer Hjernens normale Tilstand og for- volder to forskjellige Former af chronisk Sindssyge: Phlegma og Galde. Det første medfører, naar det gjør Hjernen for fugtig, et stille Vanvid; Patienten er rolig og raaber ikke op eller er ustyrlig. Naar det derimod er Galden, der er Aarsagen, skriger den syge op, gjør Fortred og kan ikke forholde sig rolig, men »foretager sig stadigt ubetimelige Ting«. De samme Stoffer kan ogsaa fremkalde forbigaaende Anfald; naar Galden pludseligt opheder Hjernen, medfører det Angst og onde Drømme, Ansigtet og Øjnene bliver unaturligt røde; Phlegma derimod volder Depression, Lede og Amnesi. En lignende Opfattelse gjøres gæl- dende i Skriftet »Om Diæt«:2) naar det varme i Le- gemet faar altfor megen Overvægt over det fugtige, bliver Folk »halvgale« (exalterede), og ubetydelige Anledninger, et ringe Ildebefindende, en Rus, for- mange Kjødspiser, kan gjøre dem sindsforvirrede. Endnu farligere er det dog, naar det fugtige tager Magten fra det varme; det fører til Sløvhed og ved ‘j Cap. 15 (VI S. 588 ff.). I 55 (VI S. 518).