SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

20 ning1) og en acut Sindsforvirring (med dødelig Ud- gang paa syttende Dag) efter en svær Tvillingfød- sel; det begynder med Søvnløshed og Depression, den sjette Nat indtræder Vildelse, den ellevte et ma- niakalsk Anfald, efter hvilket Patienten kommer til sig selv, mod Slutningen Krampe, Bevidstløshed og Tab af Mælet.2) Behandlingsmaaden er i alle Tilfælde rent legem- lig: Bade, Aareladning, Diæt afpasset efter Sygdoms- aarsagen; af Medicin bruges Helleborus og Mandra- gora. For unge Pigers hysteriske Lidelser ved For- fatteren af »Om Jomfrusygdomme« ikke bedre Raad end Giftermaal; at ofre til Artemis, som Spaapræsterne raader til, er der ingen Mening i. At Sindssygdomme forekom i Sagnene, medførte, at de attiske Tragikere i V. Aarh. bragte dem paa Scenen.3) I den dramatiske Behandling af sindssyge Personer er der en tydelig Udvikling, som ganske vist for en Del skyldes Poesiens egen Udvikling i realistisk Retning, men hvori dog ogsaa Lægevidenskaben har sin Del, ikke blot derved, at den leverede Farverne til det realistiske Sjælemaleri, men ogsaa derved, at den tilintetgjorde den gamle folkelige Opfattelse af Afsind som fremkaldt udefra af en Gud. I Aischylos’ »Prometheus« optræder lo, jaget fra Sted til Sted af det Vanvid, som Heras Skinsyge har *) Smst. IV 58 (V S. 196). 2) Smst. III 17, 14. Det er maaske et Tilfælde af Barselfeber. s) H. Harries, Tragici Graeci qua arte usi sint in describenda insa- nia, Kiel 1891.