SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

19 i Reglen ogsaa at blive Epileptikere og Epileptikere Melancholikere,« hedder det engang,1) med den ikke- hippokratiske Tilføjelse, at Epilepsi opstaar, naar Syg- domsstoffet slaar sig paa Legemet, medens det giver Melancholi, naar det slaar sig paa »Sjælelivet« (bidvota) —; men der forekommer ogsaa en Bemærkning2) om, at Phtisikere, naar Opspyttet stanses, henfalder til et »snakkesaligt Delirium«, og at intermitterende Feber kan følges af Sindssygeanfald, belyses gjennem en udførlig Sygehistorie i »Epidemiske Sygdomme« :3) Patienten er lige kommet sig efter Fjerdedagsfeber med paafølgende Underlivssmerter osv.; en Dag, mens han spadserer paa Torvet, faar han Flimren forøjnene, Kram- petrækninger i Halsen og mister Bevidstheden; efter at være bragt hjem kommer han endelig til sig selv og ser rundt paa de tilstedeværende; hans Legeme er iskoldt; da han er staaet op, tør han ikke gaa ud, kan ikke taale at høre tale om svære Sygdomme og har stadigt af og til Brænden i Hypochondrierne og Flimren for Øjnene. I en anden Sygehistorie4) optræ- der der efter Dysenteri en partiel Hukommelsessvæk- kelse, som ytrer sig ved, at Patienten ideligt gjentager det samme Spørgsmaal; naar han har sat sig paa Retiraden, bliver han siddende, til man minder ham om at rejse sig; han er forøvrigt ved sin Bevidsthed og forstaar sin Tilstand. Endvidere nævnes et Anfald af Galskab efter Stansningen af Hæmorrhoidalblød- *) »Epid. Sygd.« VI 8, ji (V S. 554). 2) »Koiske Prognoser« 429 (V S. 680). 3) VII 45 (V S. 412 ff.). 4) »Epid. Sygd.« VII 5 (V S. 568 ff.)-