SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

i8 saaledes hedder det,1) at Rysten paa Hænderne som Følge af Drik varsler Afsind, og at Drikfældighed, formegen Kjødspise, Søvnløshed og Uforsigtighed over- for Kulde og Varme disponerer til Galskab;2) Kulde- gysninger og Delireren som Følge af Drikkeri beteg- nes som farlige Symptomer.3) Mellem de Sygehistorier, som udgjør den uvurder- lige Kjærne i det Conglomerat, der bærer Titlen »Epidemiske Sygdomme«, findes to mærkelige Til- fælde af Idiosynkrasi og fixe Ideer.4) Om en ung Mand, som ellers ikke synes at have fejlet noget, fortælles det, at han i en længere Periode, naar han gik til Gilde, var bange for Fløjtespillersken, og hans Angst blev endnu mere generende, naar hun begyndte at spille; om Dagen kunde han godt taale at høre derpaa, men om Natten var det ham næsten uudhol- deligt. En af hans Kammerater havde den Ide, at han var svagsynet og ikke kunde beherske sine Lemmer; han turde derfor ikke gaa langs en Skrænt eller pas- sere en Bro eller skræve over selv den mindste Grøft; »i selve Grøften turde han nok gaa«. Ogsaa for Sindssyges Forbindelse med andre Sygdomme og legemlige Tilstande har Hippokrati- kerne et aabent Øje, og de har gjort mange gode Iagttagelser desangaaende. Ikke blot fremhæves saa nærliggende Ting som det nøje Slægtskab mellem Epilepsi og Sindssygdom — »Melancholikere plejer x) »Om Diæt i acute Sygdomme« II 29 (Ktihleweins Udg.). 2) »Om Forudsigelser« IX S. 8 ff. 8) »Aphorismer« VII 7. 4) V 81-82 (V S. 250).