SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

2 I bragt over hende. Da hun kommer ind paa Scenen,1) spørger hun forvildet, hvor i Verden hun befinder sig; hun tror sig forfulgt af sin dræbte Vogter Argos Gjenfærd, der med skolende Blik jager hende som et Vildt, og ønsker sig Døden hellere end sine nuvæ- rende Lidelser. Texten viser utvivlsomt, at det er Meningen at fremstille hende under et Anfald; men dette skildres kun gjennem de anførte Antydninger, og under hele den følgende lange Samtale med Pro- metheus er hun fuldstændigt ved sin Fornuft. Først da denne er færdig, faar hun et nyt Anfald2) og styrter videre paa sin rastløse Flugt. Beskrivelsen af Anfaldet er kortfattet, men ret naturalistisk: hendes Hjerte banker vildt af Angst, Øjnene ruller, hun er ude af sig selv og taler i Vildelse — men det er hende selv, der beskriver sin Tilstand saaledes, idet hun forsvinder. Af dramatiske Hensyn maatte hun være ved sin Fornuft, mens hun taler med Prome- theus, og hendes Vanvid, der skal motivere, at hun kommer og gaar, er kun antydet ved Begyndelsen og Slutningen af Scenen; det har ikke interesseret Dig- teren at føre Publicum det for Øje. Paa lignende Maade behandles Orestes’ Vanvid i »Choephorerne«; lige ved Stykkets Slutning, da han har dræbt sin Moder og Aigisthos, forsvarer han sin Daad med den udtrykkelige Motivering,3) at han føler Vanvidet nærme sig og vil tale, mens han »endnu er ved sin For- nuft«; derpaa faar han et Vanvidsanfald, som skildres Vers 554. 2) Vers 875—84. s) Vers 1025.