SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

 22 i faa Linier1) gjennem hans egne Ord: han ser Fu- rierne nærme sig i mørke Klæder og med Slanger i Haaret, med bloddryppende Øjne, og han vil ikke vide af Chorets Forklaring, at det er en Indbildning, men flygter rædselsslagen. Ganske anderledes er Skil- dringen i »Eumeniderne«; der er Orestes hele Tiden ved sin Fornuft; Præstinden i Templet, hvor han har søgt Tilflugt, omtaler hans dragne Sværd og hans bloddryppende Hænder,2) men taler ikke om Vanvid hos ham. Dette er lagt udenfor ham og personificeret i Furierne, som optræder paa Scenen forfølgende ham. Heller ikke Sophokles’ »Aias« indeholder nogen detailleret Skildring af Heltens Vanvid. Athene for- tæller selv,3) at hun har gjort Aias sindsforvirret, saaat han istedenfor at dræbe Agamemnon og Odysseus har kastet sig over noget Kvæg, og for at vise Odys- seus Gudernes Magt kalder hun Aias, der endnu ikke er kommen til Bevidsthed, ud af hans Telt og taler med ham om hans formentlige Hævn; noget af Kvæ- get har han dræbt, en Vædder har han hængt op og pisket i den Tro, at det er Odysseus. Denne ikke videre godt motiverede Scene4) kan neppe have an- den Hensigt end at lade Tilskuerne faa et directe Indtryk af Aias’ Afsindighed. De faar ham først at se igjen, da han er kommen til Bevidsthed, og bliver saa Vidner til hans Selvmord; men forinden har hans Vers 1045—46, 1050—51, 1054—55, 1058—-59. 2) Vers 40 ff. s) Vers 51 ff. 4) Vers 71 —117.