SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

Hustru Tekmessa beskrevet saavel hans afsindige Ra- sen mod Kvæget som hans Opvaagnen og dumpe Fortvivlelse.1) Mere giver Stykket ikke til Belysning af hans Vanvid. Ganske anderledes stiller Euripides sig til Opgaven. I »Herakles« lader han ganske vist for at komme Publicums Forstaaelse imøde det personificerede »Van- vid« (Åvödct) optræde paa Scenen ligesom Aischylos i »Eumeniderne«, og Tilskuerne faar ligesaa lidt som hos Sophokles Stykkets Helt at se under Anfaldet; men der gives en velberegnet og udførlig Beskrivelse deraf. »Lyssa« forudsiger først,2) at hun, omend nø- digt, paa Heras Bud vil slaa Herakles med Vanvid, saaat han skal dræbe sine Børn og rive Huset om; med vildt rullende Øjne og uregelmæssigt Aandedræt brøler han allerede frygteligt som en Tyr, og det er kun Begyndelsen. Efterat »Lyssa« er gaaet ind i Huset, kommer den gamle Amphitryon ud jamrende over Herakles’ vilde Rasen derinde; han jager efter sine Børn og vil rive Huset ned.3) Umiddelbart der- efter kommer en Tjener ud og giver paa Chorets Opfordring som Øjenvidne en meget detailleret Skil- dring af, hvad der er foregaaet derinde:4) under For- beredelserne til en Ofring blev Herakles pludseligt ude af sig selv, hans Øjne begyndte at rulle og blev blodsprængte, Fraaden stod ham ud af Munden, han brød ud i en vanvittig Latter; greben af en Vrang- *) Vers 232 ff., 256 ff., 296 ff. 2) Vers 858 ff. 3) Vers 888 ff. 4) Vers 922—1015.