SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

25 ning af lægevidenskabelig Litteratur. I hvert Tilfælde vidner den omhyggelige Udmaling om stor Interesse for Phænomenet. En ganske lignende Skildring af et Anfald af Van- vid hos Orestes giver i »Iphigeneia hos Taurerne« en Hyrde, som har overværet det:1) med heftige Hoved- bevægelser og rystende Lemmer stønner og raaber han, han tror sig angrebet af Furierne og kaster sig over noget Kvæg i den Indbildning, at det er dem; efter at have anrettet et Blodbad paa dette falder han bevidstløs om, mens Fraaden drypper fra hans Mund. Her er Skildringen aldeles ikke paakrævet af Dramaets Økonomi; naar Euripides har anbragt den, er det et stærkt Vidnesbyrd om hans Lyst til at skildre saadanne Sindstilstande, og han har vel ogsaa, idetmindste hos en Del af Publicum, kunnet paa- regne Interesse derfor. I et af sine sidste Stykker, »Orestes«, som er skre- vet i en mørk og menneskefjendsk Stemning, vover Euripides endeligt at lade Publicum være Vidne til et realistisk udmalet Vanvidsanfald paa Scenen. Ved Stykkets Begyndelse ses Orestes ligge i dyb Søvn efter et af sine Anfald; hans Søster Elektra sidder hos ham og vaager ængsteligt over, at hans Søvn ikke bliver forstyrret; siden Drabet paa Moderen har han intet nydt og ikke taget Bad; naar han er ved Bevidsthed, ligger han stille og græder hyllet i sin Kappe, men jævnligt farer han op fra Lejet i Afsind og løber om som en løbsk Hest,2) jaget af skrække- Vers 281—310. 2) Vers 3 4 ff.