SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

 26 lige Syner. Da han vaagner, ved han kke, hvor han er, og husker intet om Anfaldet; Søsteren tørrer det størknede Skum af hans Mund og stryjer det uredte Haar fra hans Øjne; han har sat sig oierende i Sen- gen, men føler sig saa svag og kraftesløs, at han maa lægges tilrette igjen, men heller ikke i denne Stilling kan han finde Hvile, han forsøger at staa op støttet af Søsteren. Da denne uforsigtigt kommer til at hen- tyde til Modermordet,* 2) bliver hans Blik strax vildt, og han faar et nyt Anfald, hvorunder han tror at se Furierne, som vil dræbe ham; da Søsteren vil holde ham tilbage, antager han hende for en af Furierne; han bilder sig ind at være rustet med en Bue, hvor- med han skyder paa sine Forfølgere og driver dem paa Flugt; saa vaagner han ligesaa pludseligt.3) Og- saa i denne Skildring synes man at kunne spore Paa- virkning af den ioniske lægevidenskabelige Litteratur. Ogsaa Philosopherne beskæftiger sig med Proble- met Sindssyge, dens Arter og Aarsager. Xenophon4) beretter om Sokrates, at han son- drede mellem Galskab (pavia) og Uforstand og be- tragtede »det ikke at kjende sig selv og at bilde sig ind at forstaa sig paa, hvad man ikke ved« som halv- vejs Galskab; den almindelige Opfattelse var derimod efter hans Mening den, at de, der havde gale Me- ninger paa Omraader, som Folk i Almindelighed ikke *) Vers 2 10 ff. 2) Vers 255 ff. 3) Vers 277. 4) »Erindringer« III 9, 6—7. Om Udtalelsen virkeligt gjengiver So- krates’ Mening, er usikkert; den stemmer ret vel med hans intel- lectualistiske Grundstandpunkt.