SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

27 forstod sig paa, ikke betragtedes som gale, men kun de, der var i Vildrede med Ting, som enhver kan bedømme, f. Ex. den, der bilder sig ind at være saa høj, at han maa bukke sig, naar han gaar gjennem Byens Port, eller den, der tror sig saa stærk, at han prøver paa at flytte Huse eller paa lignende vitter- ligt umulige Ting; kun saadanne store og iøjnefal- dende Vrangforestillinger (jrapavoia) kalder Mængden Galskab. Hos Platon findes dels i et Skrift fra hans yngre Aar et hos en Græker forbausende Forsvar for for- skjellige Former af forstyrret Sindsligevægt, der kal- des fiavi'ca1): den prophetiske Tilstand som hos Præst- inden i Delphi, det religieuse Sværmeri, som har fun- det paa Renselser og Mysteriecultus som Middel mod Farsoter og Ulykker, samt den digteriske Inspi- ration. Disse 3 »Maniai« skænkes os af Guderne, af Apollon, Dionysos og Muserne, og med dem ligestil- les Forelskelse, Aphrodites og Eros’ Gave; Modsæt- ningen til disse Ekstaser er de Former af Mania, der »er en Følge af menneskelige Sygdomme«.2) Paa sine ældre Dage behandler Platon Sagen fra et mere me- dicinsk Synspunkt og med øjensynlig Benyttelse af den samtidige Lægevidenskab. Af denne har han lært, at Hjernen er Sædet for det højere Bevidsthedsliv.3) Sindssvaghed (ävota) deler han4) i to Slags: Galskab (pavi'a) og Sløvhed (dpaftia); begges Kilde er Lege- *) »Phaidros« 244—45. 2) »Phaidros« 265. 3) »Timaios« 44 d. 4) »Timaios« 86 b ff.