SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

28 met, som volder stærke Lidenskaber, Glæde og Sorg, kønslige Udskejelser, Humeursyge, Glemsomhed og Tungnemhed; den, der er i Lidenskab, er rasende og lystrer ikke Fornuften; han er egenligt utilregnelig. Curen er en fornuftig Diæt og Legemsøvelser, sam- tidigt med at Sjælen beskæftiges ved hensigtsmæssig Undervisning, saaat der tilvejebringes Ligevægt i Sjæ- lens og Legemets Udvikling. Ogsaa i »Lovene«1) om- taler Platon Aarsagerne til Sindssyge: legemlige Syg- domme eller daarlige sjælelige Dispositioner i For- bindelse med ufornuftig Diæt og Levevis; de »rasende« maa ikke vise sig offenligt, men skal holdes inde og bevogtes paa bedste Maade af deres Paarørende, der skal straffes med Bøder for Forsømmelse heraf. Aristoteles kommer i sin Ethik2) til at tale om visse dyriske Lyster som Kanibalisme og gjør opmærk- som paa, at de ikke blot optræder sædvanemæssigt hos vilde Folk, men ogsaa kan hidrøre fra Sygdom og Galskab, som hos »ham, der slagtede og aad sin Moder, og ham, der aad sin Medtjeners Lever«. Som Exempel paa sygelig Angst nævner han »ham der var bange for en Væsel«, og om de »aandssvage« (acppovE^) hedder det, at de dels er dyriske »som visse fjerntboende Barbarer«, der »af Naturen er uden Fornuft og kun lever efter deres Sanser«, dels er svækkede ved Sygdomme »som Epilepsi og sygeligt Vanvid«. Andensteds3) nævner han Exempler paa *) 934 c ff. 2) »Den Nikomacheiske Ethik« Vil 6. 3) »Om Hukommelse og Erindring« i.