SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

29 hallucinerede, der »fortalte deres Syner som virkelige og som noget, de erindrede«. Mellem de Spørgsmaal, som er blevet behandlede i Aristoteles’ Skole, er ogsaa det, hvorfor alle store Tænkere, Statsmænd, Digtere og Kunstnere er af »melancholsk« Temperament.1) Efter at have nævnt Herakles, Aias og Bellerophon fremhæver Forfatteren som Exempler Empedokles, Platon og Sokrates. Saa- vel heraf som af den følgende Udvikling fremgaar det, at »melancholsk« ikke er at forstaa i Ordets nuvæ- rende Betydning; det betyder snarest »excentrisk«, og Bemærkningen svarer til den moderne Theori om Geniets nære Forhold til Sindssyge. Den »sorte Galde« antages at være en Blanding af varmt og koldt, mod- tagelig for høje Grader af begge Egenskaber; sejrer det kolde, medfører det Apoplexi, Lammelse, Depres- sion og Angstanfald, som kan føre til Selvmord; har det varme Overhaand, bliver Følgen overstadig Lystig- hed, Snakkesalighed, heftige Lidenskaber, Ekstaser og maniakalske Anfald; det koldes Overvægt ender ofte med Sløvhed og Idioti. Den »sorte Galdes« for- skellige Virkninger paa de forskellige Individer oply- ses ganske morsomt ved Sammenligning med de for- skellige Stadier i en Rus. Andensteds2) bemærkes, at de »melancholske« lider af Søvnløshed eller urolige Drømme. Ogsaa ellers findes der hist og her i Litteraturen lejlighedsvis Hentydninger til Sindssyge. Om Astro- *) »Problemer« XXX i. 2) »Problemer« IV 25; XXX 14.