SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

nornen Meton fortælles det,1) at han for at undgaa at komme med paa Toget til Sicilien 415 anstillede sig gal og afbrændte sit Hus. Xenophon2) ved, at de sindssyge undertiden indlader sig paa de forvovneste Handlinger uden at ændse Faren. Brugen af Helle- borus mod Galskab var saa almindelig bekjendt, at »moden til Antikyra« (en By i Grækenland, hvor den bedste voxede) var blevet en staaende Talemaade.3 4) Aristoteles’ Samtidige Herakleides fra Pontos havde noteret et mærkeligt Exempel paa en fix Idé:1) en Athenienser, Thrasyllos, som opholdt sig i Piræus, levede i den Forestilling, at alle de Skibe, der lagde til der, tilhørte ham, førte Bog over dem og dirige- rede deres Farter og Fragter; hvergang et Skib kom hjem, glædede han sig over al den Rigdom, det bragte ham, hvorimod han ikke brød sig om det, naar noget forliste. Da han var blevet heldbredet, kunde han godt huske sin tidligere Tilstand og forsikrede, at han aldrig havde været lykkeligere, end da han levede i sin Illusion. Det sidste Træk minder om Manden hos Horatius,5) der »glad sad og klappede i det tomme Theater« og tog sine Venner det meget for- trydeligt op, at de curerede ham for hans fixe Idé. Hvorledes Læren om Sindssyge og dens Behand- ling har udviklet sig i den antike Medicins Glans- *) Ailianos, Var. hist. XIII 12 o. a. St. 2) »Erindringers. IV 6, 10. 3) Sml. Horatius, Satirer II 5, 83; Ars poetica 300. 4) Athenaios XII 81 o. a. St. 5) Breve II 2, 128 ff.