SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

n periode, den alexandrinske Tid, er vi ikke istand til at forfølge, fordi den videnskabelige Litteratur fra denne Periode er gaaet tabt. Efter al Sandsynlighed skyldes dog de Fremskridt i Retning af Systemati- seren, som vi finder hos senere Forfattere, for en Del den alexandrinske Skole, omend dens Koryphæer, som Herophilos og Erasistratos, ikke ses at have givet sigaf med Sindssyge; de var især optaget af at grund- lægge den videnskabelige Anatomi. Den første sammenhængende Fremstilling af Læren om Sindssyge finder vi hos Cornelius Celsus,1) utvivlsomt efter alexandrinske Kilder. Celsus var ikke selv Læge, men har givet et Omrids ogsaa af Medi- cinen i sin Encyklopædi, af hvilket Værk tilfældigvis kun dette Afsnit er bevaret, og hans klare Gjengi- velse af en udmærket Kilde yder nogen Erstatning for Tabet af den alexandrinske Lægevidenskabs grund- læggende Værker. Celsus opstiller tre Former af Sindssyge (insania). Den første er acut og forbunden med Feber, den som »Grækerne kalder phrenesis«. Den adskiller sig fra de almindelige, forbigaaende Feberdelirier ved at være continuerlig og ledsaget af Hallucinationer, men kan forøvrigt antage forskjellige Former; nogle Pa- tienter er oprømte, andre deprimerede, nogle indskræn- ker sig til at tale vildt, andre farer op og hengiver sig til Voldsomheder, undertiden impulsivt, men under- tiden kan de ogsaa vise stor Snedighed for at faa Lejlighed til at gjøre Fortræd; disse Patienter maa ’) III 18.