SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

32 bindes for ikke at skade sig selv og andre, og man maa ikke lade sig narre af, at de for at undgaa Spændetrøjen kan tale ganske fornuftigt og bede ynke- ligt for sig; de nogenlunde rolige Patienter skal man ikke plage med strenge Forholdsregler. Tidligere holdt man de voldsomme Patienter i Mørke i den Tro, at Lyset irriterede dem, medens Mørket skulde have en beroligende Virkning; men Asklepiades foreskrev, at de skulde have det lyst, fordi Mørket i sig selv vir- ker skræmmende; det vil dog være rigtigst at prøve sig frem, da Mørke og Lys ikke virker ens paa alle; i Almindelighed skal kraftige Patienter anbringes i et lyst Værelse, svage i et mørkt. Hvad Behandlingen angaar, skal man være yderst varsom med at gribe ind, saalænge Feberen er heftig; man maa helst nøjes med at holde Patienten i Ro. Asklepiades betegnede Aareladning under Feberanfal- dene som Mord, men anbefalede Frotteringer, som dog ogsaa er farlige under høj Feber. Man bør afvente en Stansning i Feberen og saa paa kraftige Patienter anvende Aareladning foruden Laxativer, der altid er mindre betænkelige; efter en Dags Forløb rages deres Hoved og bades med Vand med forskjellige repri- merende Urter i, hvorefter der anvendes forskjellige Nysemidler. Hvor Kræfterne er ringe, skal Hovedet blot bades i Rosenolie med forskjellige Tilsætninger. Naar Feberen er ophørt, kan Frottering anvendes, kraftigst paa de deprimerede. Hertil knytter Celsus nogle fortræffelige Bemærk- ninger om Behandlingen af sindssyge i Almindelighed. Først og fremmest skal Behandlingen være individu-