SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

0 af disse Værker giver en Oversigt over Archigenes’ Lære om de to Former af Sindssyge, han opstillede: Melancholi og Mania.1) Som Indledning hedder det om den »sorte Galde«, at den, naar den angriber Maven eller Mellemgulvet, fremkalder Oppustethed og Melancholi, idet den til- lige virker forstyrrende paa Sindet. Men efter denne Tribut til den gamle Humoralpathologi og Sygdom- mens gængse Navn bemærkes det, at ogsaa ustyrlig Vrede eller Sorg eller Depression betegnes som Me- lancholi, selvom den sorte Galde intet har dermed at gjøre, og der henvises til Iliadens2) Skildring af den vrede Agamemnon, hvis »paa begge Sider sorte Mellemgulv fyldtes højligt med Vrede, mens hans Øjne lignede flammende Ild«. Derpaa fortsættes saa- ledes: »Melancholi er Nedslaaethed med en enkelt Art af Vrangforestillinger uden Feber, og den synes mig at være Indledningen til og en Del af Vanvid (jiavia)«. Hos de vanvittige vexler Sindsstemningen mellem Vrede og Oprømthed, og deres Sindssyge viser sig ved stadige vilde og hæslige Handlinger; Melancholikerne derimod kjender kun en Sindstilstand, Depression, men den ytrer sig paa forskjellig Maade: nogle frygter for at blive forgiftede, andre er menne- skesky og søger Ensomhed, gribes af overtroisk Ræd- sel (for Dæmoner) eller Livslede. De første Sym- ptomer paa Melancholi er en Depressionstilstand, der hos nogle er blid, hos andre vranten, og en umotiveret Sløvhed. Derpaa bliver den syge vredagtig, mismodig i) I 5—é- 2) I 103-4.