SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

 42 vilde lægge sit Værktøj fra sig for at gaa hen paa Torvet eller i Bad eller sligt, sukkede han først dybt og tog derpaa Værktøjet paa Skuldren og bragte det med sig, hvor han gik hen; naar han saa havde tabt sine Husfæller og sit Værksted af Syne, fik han et maniakalsk Anfald; hvis han vendte om og gik hjem, kom han strax til sin Fornuft igjen. Særligt omtales det religieuse Vanvid. Den syge lemlæster sig selv i den Tro dermed at være sine Guder til Behag og opfylde deres Befaling. Saadanne Patienter kan vækkes af deres Vanvid ved Musik, Lystighed og Beruselse eller ved de tilstedeværendes indtrængende Forestillinger, og udenfor deres fixe Ide er de helt ved deres Fornuft; naar Anfaldet er ovre, er de glade og trygge og tror sig indviede til deres Gud, men de er blege og magre og svækkede ved de Saar, de har tilføjet sig; »i denne Form af Vanvid sporer man Guds Finger«. Naar Sindssygdommen er alvorligere, kan Patien- tens Sanser skærpes, han er mistroisk og vredagtig, enten overdrevent nedslaaet eller glad, undertiden søvnløs; hans Udseende forandres, han har Hoved- pine eller Tunghed i Hovedet, hans Hørelse er skarp nok, men han opfatter langsomt, nogle har Susen for Ørene, der kan stige til Trompetklangs eller Fløjte- spils Styrke. Paa et endnu mere fremskredet Sta- dium bliver den syge oppustet og faar Kvalme, er graadig efter Mad (paa Grund af Søvnløsheden), men stadigt mager og bleg, hans Øjne er indfaldne og blinker sjeldent, undertiden er de røde og blodunder- løbne; han ser allehaande Skikkelser og Billeder,