SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

mørke og sorte, hvis han er Melancholiker, ellers mere røde og purpurfarvede; mange tror at se Lyn og ytrer Angst for at blive ramte. Under Sygdom- mens Culmination lider de af Pollutioner og føler en ubændig Trang til kjønslige Udskejelser, som de uden Skamfølelse giver efter for i alles Paasyn; hvis man formaner eller irettesætter dem, bliver de fuld- stændigt rasende. Sygdommens sidste Stadium kan have højst forskjellig Charakter; nogle løber rastløst omkring og vender uden at ane det stadigt tilbage til samme Sted, andre ypper Kiv med deres Omgivelser eller beklager sig højrøstet over at blive bestjaalne og mishandlede, andre trækker sig menneskesky til- bage til Ensomhed og snakker med sig selv. I deres lyse Øjeblikke er de sløve, apathiske og mismodige, fordi de da kommer til Bevidsthed om deres Syg- dom og føler sig trykkede deraf. Archigenes’ Forskrifter for Behandlingen af denne Form af Sindssygdom er desværre gaaet tabt. Der- imod er hans meget udførlige Fremstilling af Be- handlingen af Phrenitis bevaret.1) Han fremhæver bl. a. Vigtigheden af, at Sygeværelset og Sengen er hensigtsmæssigt indrettede; Værelset skal være rum- meligt, luftigt og vel tempereret efter Aarstiden, Væg- gene skal være glatte, uden Fremspring og uden Malerier; enhver Ujævnhed ægger den syge til at tage paa den, og Vægmalerier foranlediger let Hallu- cinationer. Om Værelset skal være lyst eller mørkt, afhænger af Patientens Tilstand; det er et godt Tegn, naar Lys har en beroligende Virkning paa ham. Der ’) Aretaios, Om Behandlingen af acute Sygdomme I i.