SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

 44 maa være fuldkommen Ro og Stilhed ikke blot i Værelset men i hele Huset; den syges Hørelse er skærpet, og enhver Støj afficerer ham stærkt. Sengen maa hverken være saa bred, at han kan ligge og kaste sig frem og tilbage i den, eller saa smal, at han risikerer at falde ud af den under Paroxysmerne;, den skal være blød for ikke at irritere hans angrebne Nerver, og Tæpperne skal være glatte for ikke at give ham Anledning til at pille Fnug af dem. Det er af Vigtighed at holde Patienten i godt Humeur; der- for skal hans bedste Venner besøge ham og opmuntre ham ved Fortællinger og uskyldig Passiar. Sygdom- men medfører ofte Søvnløshed; den kan plage den syge saaledes, at han hverken finder Hvile Nat eller Dag, hans Øjne bliver stirrende og stive, som om de var af Horn,1) han kaster sig omkring paa Lejet og springer op. Saa maa man anvende kraftige Sovemid- ler, Hovedbade, Frottering under Fodsaalerne, Kløen i Tindingerne eller bag Ørene (ligesom paa Dyr). Det kan ogsaa hjælpe at skaffe Patienten de Forhold, han er vant til at sove under; Sømanden kan man lægge i en Baad, lade ham vugge af Bølgerne, mærke Sø- og Skibslugt og høre Brændingen og Vindens Susen; Musikeren skal spilles og synges isøvn, Lære- ren skal dysses isøvn ved barnlig Snakken. Desfor- uden anbefales der mod Phrenitis en hel Del Medi- camenter. Ogsaa den anden indflydelsesrige medicinske Skole fra den romerske Kejsertid, Methodikerne, har efter- *) Det samme Billede bruges i Odysseen XIX 211 om Odysseus' Øjne, da han overfor Penelope maa undertrykke sin Bevægelse.