SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

45 ladt os en sammenhængende Fremstilling af sine An- skuelser om Sindssyge og dens Behandling. Den skyldes Skolens betydeligste Mand, So ranos fra Ephesos (første Halvdel af 2. Aarh.), og er bevaret i latinsk Oversættelse hos en langt senere Forfatter.1) Grundlaget derfor er Asklepiades’ Lære, som det var at vente (han regnedes halvvejs til Skolen), men der øves skarp Kritik overfor ham og tages ogsaa Hensyn til andre Lægers Theorier og Therapi, og Fremstil- lingen har idethele i Overensstemmelse med Soranos’ lærde Tilbøjeligheder et litterairt Tilsnit; den faar derved en særlig Værdi som et velordnet Overblik over Oldtidens Præstationer paa dette Omraade, for- uden at der ogsaa meddeles en og anden ny og selv- stændig Bemærkning; men i Iagttagelsens Friskhed og Beskrivelsens Anskuelighed kan den ikke maale sig med Archigenes’. Soranos opstiller de sædvanlige to Arter af Sinds- syge, Mania og Melancholi, og forkaster udtrykkeligt den Antagelse, at Melancholi kun er en Form af Mania; denne har sit Sæde i Hovedet, Melancholi derimod i Underlivet. Beskrivelsen af Mania begyn- der med en Henvisning til Platons mærkelige Udta- lelser i »Phaidros«;2) efter en kort Bemærkning om Stoikernes og Empedokles’ Theorier og nogle (urig- tige) etymologiske Forklaringer (som dog maaske er Oversætterens Tilføjelse) defineres Mania som en chronisk Sindsforvirring uden Feber; herved adskiller den sig fra Phrenitis, og selvom der træder en acci- ’) Caelius Aurelianus, De morbis chronicis I 5—6. 2) Ovfr. S. 2 1.