SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

4i men kommer af sig selv, er ikke til at stole paa; selv Folk, der synes at være kommen sig helt, faar let Tilbagefald ved den mindste Anledning, en Diæt- fejl, et tilfældigt Vredesanfald eller blot Aarstidernes Skiften (Foraaret anses for særligt farligt). Vanvidet kan ytre sig som Overstadighed; den syge ler, leger og danser ustanseligt Nat og Dag, under- tiden gaar han omkring med en Krans paa i den Indbildning at have vundet en Sportssejr. Saadanne sindssyge er ufarlige for deres Omgivelser. Værre er de maniakalske, der hengiver sig til voldsomme Vre- desudbrud, river deres Klæder itu og stundum endog slaar deres Tjenestefolk ihjel eller lægger Haand paa sig selv. Vrangforestillingernes Art er forskjellig efter Patienternes Dannelsestrin; de dannede og studerede Folk laver phantastiske astronomiske Theorier og phi- losophiske Systemer paa egen Haand eller tror sig inspirerede af Muserne til original digterisk Produc- tion; de udannede derimod indbilder sig at kunne præstere Kraftprøver i at bære Byrder eller at være dygtige Pottemagere, Snedkere og Stenhuggere. Som Exempler paa besynderlige fixe Ideer anføres, at nogle tror at være Lerkrukker og derfor er bange for at falde og gaa itu, andre bilder sig ind at være af ubrændt Ler og frygter for at opløses i Vand. Der fortælles om en Tømmermand, der var aldeles ved sin Fornuft hjemme paa Værkstedet og paa Arbejds- pladsen, kunde udføre alt, hvad hans Haandværk kræ- vede, fuldt tilfredsstillende, slutte Contracter med sine Arbejdsgivere og betinge sig sin Betaling, uden at der var noget at mærke paa ham; men naar han