SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

55 pina, en anden har styrtet sig i Havet, fordi han var forelsket i Amphitrite, og en Kongedatter har dræbt sine egne Børn af Skinsyge;1) man kan end ikke helt afvise den Anskuelse, at Forelskelse er en Slags Sindssyge — Symptomerne har en vis Lighed —, og det vilde da være baade formasteligt og taabeligt at hidføre den Sygdom, man vil helbrede. Desuden er det vanskeligt at faa en sindssyg forelsket; han har jo mistet al Sans for Skjønhed og lever i sine Hallucinationer. Og selvom det skulde lykkes, vilde det være lige forkert at tillade den sindssyge sexuel Omgang med Forelskelsens Gjenstand og at forhindre ham deri; det første vilde svække ham, det andet ophidse ham. Af Soranos’ Slutningsbemærkninger fremgaar det, at denne Kritik for største Delen er rettet mod Asklepiades og hans Skole; det indrømmes, at den methodiske Skoles Stifter Themison ogsaa har anbe- falet forkastelige Cure som Bade, Vin og kjønslig Omgang, men Skylden derfor tilskrives hans Lærer Asklepiades, fra hvis Doctriner han ikke strax kunde gjøre sig fri. Melancholien behandler Soranos mere kortfattet. Den har sit Navn deraf, at de syge ofte kaster sort Galde op; at dens Aarsag skulde være den sorte Galde, er en ubegrundet Hypothese, ja ligefrem urig- tigt. Sygdommen angriber mest midaldrende Mænd, næsten aldrig Kvinder eller Mænd i andre Aldre; ') Der tænkes utvivlsomt paa mythologiske Exempler, Peirithoos og Medea. Den, der styrtede sig i Havet for Amphitrite, er maaske The- seus.