SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

55 Galenos hylder som bekjendt den formentligt hippo- kratiske Lære om de 4 Safter, der behersker Lege- mets Tilstand, og afleder følgelig ogsaa de forskjellige Former af Sindssyge af dem. Saaledes udtaler han, at de, der ikke har fattet de 4 Safters Betydning, f. Ex. Erasistratos og hans Skole, ikke har kunnet sige noget om Melancholi og dens Oprindelse,1) og selv bliver han ikke træt af at gjentage, at Mania opstaar af den tynde, gule Galde, Melancholi af den sorte.2) Disse Safter virker paa Hjernen, hvori han med Hippokratikerne ser Aandslivets Sæde,3) og der- for lammer de nævnte Sygdomme det intellectuelle Livs og Sansningens Functioner.4) Et enkelt Sted5) udvikles dette nærmere paa en meget interessant Maade og belægges med oplysende Exempler. Naar Forestillingsevnen paralyseres, indtræder den saakaldte Katalepsis, svækkes den, opstaar Lethargi, er dens Bevægelse forstyrret og uregelmæssig, bevirker det Forrykthed. Det samme er Tilfældet, naar Tænkeev- nens Bevægelse er i Uorden; er den paralyseret, ind- træder Vanvid (ctvoia), er den svækket, Sløvhed (pæpia). Forrykthed angriber sædvanligt baade Forestillings- og Tænkeevnen paa en Gang, men det kan ogsaa forekomme, at kun en af Delene er forstyrret. En Læge var saaledes i alle andre Henseender ved sin Fornuft, kjendte sine Omgivelser og talte fornuftigt med dem; men han havde den forrykte Forestilling, *) Galenos, Kiihns Udgave, VIII S. 191. 2) F. Ex. XIV S. 740. ’) Se f. Ex. IX S. 406. 4) VIII S. 166. 5) VII S. 60 ff.