SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

at nogle Fløjtespillere havde occuperet et Hjørne af Stuen, hvor han laa, og spillede uafladeligt Nat og Dag; han saa dem tydeligt for sig, nogle siddende, andre staaende, og raabte bestandigt paa, at man skulde jage dem ud. Da han var kommet sig, kunde han huske alt, hvad der var foregaaet under hans Sygdom, ogsaa Hallucinationen med Fløjtespillerne. Som et Exempel paa forstyrret Tænkeevne uden Hallucinationer anføres en Mand, der havde lukket sig inde og efterhaanden rakte alt Husgeraadet ud ad Vinduet og spurgte de forbigaaende, om han skulde kaste det ud; han nævnede hvert Stykke ved dets rette Navn og led kun af den Tvangsforestilling, at det skulde kastes ud. Men bortset fra dette Tilløb til en Distinction mel- lem de forskjellige Hjernevirksomheder, der tager sig næsten moderne ud, nøjes Galenos som berørt med de to rummelige gamle Betegnelser Mania og Me- lancholi. Mania adskilles som sædvanligt fra Phrenitis der- ved, at den ikke er ledsaget af Feber.2) Ogsaa de øvrige Bemærkninger om dens Aarsager og Sympto- mer holder sig nær til Hippokrates og fremkommer oftest som Forklaringer af og Forsvar for Udtalelser i de hippokratiske Skrifter; saaledes føres der et iv- rigt Forsvar for den hippokratiske These, at Forstyr- relser af det regelmæssige Aandedræt varsler Vanvid,2) og i Tilslutning til Hippokrates fremhæves Foraarets og tildels Efteraarets Farlighed som disponerende til ') VII S. 202- XVII1 S. 699. 2) VII S. 791, 831; sml. XVI S. 552, 556; XVIII2 S. 88.