SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

61 at han havde et Hovede. *) Sygdommen beskrives saa- ledes: de fleste Melancholikere er tilbøjelige til sexu- elle Udskejelser, de er sørgmodige, ængstelige, klyn- kende og grædende og søger Ensomhed. Nogle tror at være besatte af Dæmoner ved deres Fjenders Trolddomskunster, andre er bange for at have faaet Gift og bestyrkes deri ved de ildelugtende Opstød, som Sygdommen fører med sig. Sygdommen er idet- hele meget forskjellig og mangfoldig i sine Ytringer; nogle er bange for deres Nærmeste, andre for alle Mennesker; nogle skyr Mørket, andre kan ikke taale Lyset, men opholder sig helst paa mørke Steder, i Gravkamre o. 1., og dette er det almindelige; nogle er bange for Vand, Vin, Olie og overhovedet alt flydende, som om de havde Hundegalskab. Fælles for dem alle er kun Angsten og Depressionen.2) I Excerptet af Rufos fremhæves Symptomernes brogede Charakter og Umuligheden af at aflede dem alle af en Grundlidelse, f. Ex. den umotiverede og forskjelligartede Angst. Men for en hel Del Sympto- mer forsøges en Forklaring udfra Humoralpathologien. Naar saaledes nogle tror at være af Ler eller synes, at deres Hud er som tørt Læder, kommer det af den Tørhed, Sygdommen medfører.3) Forestillingen om at være uden Hoved har sin Grund i den Følelse af Lethed, som den til Hovedet opstigende Pneuma fremkalder. Sygdommens »Kulde«3) foranlediger Trang til megen Mad og Vin. Selvmordslysten har sin Grund *) Anf. St. S. 701. 2) XIX S. 702. 3) Sml. Galenos ovf. S. 51.