SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

63 hvis Fremstilling deraf vistnok ikke blot for os er den første; den gaar igjen i alle de senere Haandbøger helt ned i den byzantinske Tid. Det er allerede oftere nævnt som en ikke sjælden Vrangforestilling, at den sinds- syge tror at være et eller andet Dyr. Lykanthropien, som angives at være periodisk og særligt at optræde i Februar Maaned, viser sig ved, at Patienten tror at være en Ulv eller Hund og gebærder sig tilsva- rende; han gaar ud om Natten ag færdes særligt paa Begravelsespladser, hvor han opbryder Gravene; først om Morgenen kommer han til sig selv og vender hjem. Symptomerne er bleg og gusten Ansigtsfarve, tørre og indfaldne Øjne, som ikke kan græde, svækket Syn, tør Tunge og Mangel paa Spyt; Patienten lider af Tørst, og hans Skinneben er fulde af Saar, som ikke kan læges, fordi han under sin natlige Omflakken stadigt støder sig og bliver bidt af Hundene. Sygdom- men behandles med Aareladning, Purgeren og Diæt; naar et Anfald nærmer sig, kan man anvende Sovemidler. Om denne forunderlige Sygdoms Realitet kan der ikke tvivles; dertil foreligger der for mange Vidnes- byrd om den fra de forskjelligste Lande og Tider. Men allerede i Oldtiden blev den sat i Forbindelse med forskjellige Myther, især med Fortællingen om Kong Lykaon i Arkadien, der slagtede Børn og lod dem æde, og senere hen i Tiden knyttede der sig alskens Overtro dertil; en Affedning deraf er den folkelige Tro paa Varulve.1) ’) Welcker, Kleine Schriften III S. 157 ff.: Lykanthropie ein Aber- glaube und eine Krankheit. Roscher, Abhandlungen d. sächsischen Ge- sellsch. d. Wissensch., 1897, philol.-hist. Classe XVII Nr. III (1896).