SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

at hidføre en Pause; Sygdommen kan ogsaa være periodisk, en, to eller flere Gange aarligt. I Reglen angribes kun modne Mænd, især saadanne, som lider af psychiske Abnormiteter som overstadig Lattermild- hed, Spottelyst, Egensindighed, Hidsighed, Grublesyge og Gjerrighed, eller som er drikfældige og har en daarlig Fordøjelse; Kvinder angribes mest, naar de lider af Menstruationsstansninger. Symptomer paa Syg- dommens Nærmelse er umotiveret Lystighed eller Vrede, Susen for Ørene, Flimren for Øjnene, vedhol- dende Søvnløshed, urimelige Bekymringer, Tunghed og Banken i Hovedet. Disse Symptomer bliver stær- kere og stærkere, der indtræder ildelugtende Opstød, abnormt stærke sexuelle Drifter med stadige Pollu- tioner, Øjnene bliver indfaldne og stive. Behandlin- gen er den sædvanlige: Diæt, Aareladning, Pur- geren og Bade; Helleborus anbefales, ligesaa Sove- midler, der dog maa anvendes med Forsigtighed. Aétios har endnu et Capitel1) om »Sløvsind« (pco- pcoötc;, Idioti), der ligesom »Vrøvlevornhed« (Åqpqdic;) antages at stamme fra Hjernens Afkøling. Sløvsind adskiller sig fra denne derved, at der er Sammen- hæng i Patientens Tale og Handling, medens den vrøvlevorne stadigt skifter Emne og taler usammen- hængende. Det kan angribe alle Aldre, ogsaa Børn og unge Mennesker, medens Vrøvlevornhed er charak- teristisk for Alderdommen. Curen for Sløvsind er den samme som for Epilepsi, men det kan ikke nytte at behandle Sygdommen, naar den er medfødt. VI 22.